DANISH ANOREXIA NERVOSA PSILOCYBIN RCT
Hvad er formålet med DANP-RCT forskningsprojektet?
DANP-RCT er et forskningsprojekt der vil undersøge om behandlinger med det psykedeliske lægemiddel psilocybin, i kombination med understøttende psykoterapi med Acceptance and Commitment Therapy, kan have en virkning på spiseforstyrrelsen anoreksi
Hvad er psilocybin?
Psilocybin er et såkaldt psykedelisk lægemiddel. Efter indtag af psilocybin kan man have en oplevelse hvor man oplever sig selv og verden på en meget anderledes måde, end man normalt gør. Man kan eksempelvis have tanker eller følelser som man normalt ikke har.
Psilocybin er det aktive stof i såkaldte magiske svampe, som spids nøgenhat der vokser i den danske natur.
Hvad er psilocybin-assisteret psykoterapi?
I psilocybin-assisteret psykoterapi anvender man psilocybin til at forstærke effekten af psykoterapeutisk behandling. De sidste 25 år har der været stigende forskningsinterresse i psilocybin-assisteret psykoterapi. Der har været lovende resultater indenfor behandling af angst og depression, OCD samt misbrugsproblematikker. Det er blandt andet disse positive resultater der gør det relevant at undersøge om psilocybin-assisteret psykoterapi også kan have en gavnlig effekt på spiseforstyrrelsen anoreksi.
Hvordan kan jeg blive deltager i projektet?
For at blive deltager i DANP-RCT skal man være kvinde med alder mellem 18 og 50 år. Man skal opfylde de diagnostiske kriterier for anoreksi. Man skal derudover have forsøgt tidligere behandling for lidelsen, uden at have oplevet tilstrækkelig effekt af denne. Derudover må man ikke tidligere have oplevet psykotiske episoder og man kan ikke have nære slægtninge (biologisk mor eller far) der har haft psykoselidelse.
Derudover skal man have lyst til at deltage i forskningsprojektet.
Projektet foregår i Vordingborg og man skal have mulighed for at møde der tre gange. Man vil som udgangspunkt også få sin understøttende psykoteraputiske behandling i Vordingborg, men hvis det er nemmere for en at modtage denne i København er dette også en mulighed. Det er ikke et krav at man er bosiddende i en specifik region.
Projektet er financieret af en forskningsbevilling fra Novo Nordisk Fonden samt af midler fra Psykiatrien Syd, Region Sjælland.
Det detaljerede informationsmateriale om forskningsprojektet kan læses her og samtykkeerklæringen til forsøgsdeltagere findes her. Begge dele vil blive udleveret og genenmgået ved en formel informationssamtale forud for deltagelse i forsøget. Her kan der læses generel informationsmateriale om at deltage i et sundhedsvidenskabeligt forskningsprojekt.
Forsøget er endnu ikke godkendt af De Videnskabsetiske Kommiteter og Lægemiddelstyrelsen. Det forventes at vi begynder at inkludere forsøgsdeltagere i oktober ’26.
Hvis du ønsker at høre mere om projektet kontakt da:
Læge og seniorforsker
Oliver Rumle Hovmand
Tlf. 41 86 75 67
ohov@regionsjaelland.dk
Vil du vide mere om projektet?
Hvis du vil vide mere om projekter kan du høre vores podcast “Vi prøver noget nyt”, hvor vi dokumenterer projektet. Du kan også besøge vores samling af links til medieomtale af projektet.
Podcast-serien
Lyt til vores podcast “Vi prøver noget nyt” hvor vi dokumenterer forskningsprojektet
Medieomtale
Find artikler og omtaler, der fremhæver vores forskning og resultater.
